Om Sabine

Velkommen til min hjemmeside. Jeg viser et lille udpluk af mit arbejde og hvad der er aktuelt lige nu. Jeg er uddannet billedhugger ved Det Fynske Kunstakademi. Medlem af Billedkunstnernes forbund, Kunstnerværkstedet Hollufgaard, Sydfynske Kunstnere og Fynske Piger i Maj.

 

Jeg har en stor passion for bronze og har i mange år selv støbt mine skulpturer. Der er noget klassisk og smukt ved bronzen som jeg bliver draget og udfordret af. Der er hele tiden noget nyt at lære. Derfor er alle mine skulpturer også tænkt i bronze. Jeg modellerer gerne skulpturen op i voks eller ler og støber den over i bronze.

 

Alle skulpturer er unika og der findes kun en af hver.

 

Min inspration finder jeg i naturen, i skoven og ved havet.

 

Kontakt mig gerne for snak om udstillinger, udsmykninger og køb af mine arbejder.

 

Jeg holder også foredrag om bronzestøbning og mit arbejde.

 

 

 

 

Sabine Jensen - Skulpturernes iboende kraft.

 

Man går ikke upåvirket forbi en af Sabine Jensens skulpturer. Uanset om det drejer sig om en grønpatineret menneskegestalt, et mytisk inspireret væsen eller en lille, næsten gylden hest, fanges beskuerens opmærksomhed. Der er noget befriende ukunstlet over hendes værker. Ikke så meget gøren-sig-til. De er tænkt og skabt med samme selvfølgelighed, som de nu befinder sig i verden. Påfaldende selvbevidste. Afventende. Insisterende.

 

To tidlige værker

Allerede som ung synes billedhuggeren at have sporet sig ind på to af de motivkredse, der har været blandt de bærende igennem hendes karriere. To af hendes tidligste bronzeskulpturer virker i dag nærmest programmatiske.

Den ene er en lille stående kvindeskikkelse. Holdningen er rank, hovedet stolt bagoverbøjet. Benene er tæt samlede, armene strakte. Kroppen er modelleret op af ganske små, fladtrykte klumper af voks og sitrer af liv og viljestyrke. Den anden skulptur fremstiller en hest. Den er midt i en voldsomt dynamisk bevægelse, fastholdt i det afgørende øjeblik. Musklerne står spændte i bronzen. Det er som om, vi igennem dette prunkløse, umiddelbare værk oplever selve hestens væsen.

 

Eventyrlige eksistenser

Siden har Sabine Jensen skabt utallige fortolkninger af mennesker og heste, ligesom hun har taget mange andre temaer og motiver op. Hendes skulpturer rummer i sig ofte henvisninger til antikken og forhistorien, og kunstneren er sig mangfoldige inspirationskilder bevidst.

Hendes menneskefigurer er med årene blevet ekstremt høje og langstrakte, lidt i lighed med Alberto Giacometti’s. Men hvor hans virker verdensfjerne, dømt til evig vandring på Jorden med tonstunge fødder, har Sabine Jensens bevaret kroppens brusende liv og har samlet umådelige reservoirer af latent energi i sig.

Specielt statuariske fremstår hendes Hornblæsere, Falkonérer, Vogtere og Skovvæsener. Sidstnævnte synes til tider at være lige så meget træ som menneske, endnu næppe helt fravristet den natur, som billedhuggeren selv har stort behov for tæt kontakt til. Mere myge og indladende er Havfruerne. Alle tilhører de kunstnerens tryllekreds af mytiske og eventyrlige eksistenser.

 

 

Sabine Jensens skulpturer udstråler en vældig iboende kraft. Ikke blot i det motiviske, men især i formen og udtrykket. Materialet og dets håndtering bliver en væsentlig del af den skulpturelle fortælling. Således er hendes værker ubetinget moderne. Samtidig hører man årtusinder synge igennem dem.

 

Preben Winther, forfatter og kunstanmelder

 

© Sabine Jensen